Dagens Medisin
Vold i nære relasjoner - Barn
➡ ♥♥♥ Link: Lite sexlyst kvinne
➡ ♥♥♥ Link: https://dating18plus.ru/Tina1987
Legane kan mistenkje at ein har ein nakkeprolaps eller liknande, særleg dersom ein har smerter som stråler frå nakken og ut i hendene. Jeg kunne bare have gjordt det rigtige dengang siger hun. Johannessen sier at smerter i kjønnsorganet hos kvinner kan oppstå forskjellige steder, i huden ved inngangen til skjeden, i skjeden - og dype støtsmerter. Over tid, kan leverskade påløpt av alkoholikere redusere dette til 50 prosent.
Ved å leve i samsvar med sin naturlige fruktbarhetsrytme kan et par bevisst planlegge eller unngå graviditet uten å være henvist til kjemiske eller. Menn er ikke levende sexmaskiner som alltid er klar for sex slik kulturen gjerne lurer oss til å tro.
Dagens Medisin - Dermed oppstår faren for slitasje på ledd, sener og musklar.
Når denne ene part mister gnisten. I en sådan situation må der være to ting, der er helt klart. Det ene er, at begge parter, for et vellykket terapiforløb, har interessen og kan se meningen med at rydde op og omprioritere, samt lære at kommunikere og respektere hinanden igen. Det andet er, at der ikke, ifølge min erfaring, findes en mirakelkur, der øjeblikkeligt igangsætter følelser, der som regel i længere tid er blevet kølnede mere og mere. Situationen omkring en sådan problematik er som regel anspændt. Den ene part er ulykkelig og trist, og den anden part har medfølelse med sin partner, men kan ikke rigtigt mærke nogen følelser. Og har tit mest lyst til at stoppe det hele, og i mindelighed komme videre, hver for sig. Men hvis begge parter ønsker at få løst knuderne op, kan det lade sig gøre. De mønstre, jeg vanligvis arbejder med i sådanne sammenhænge, er Belastningsgraden i forholdets historie. Det vil sige, at vi sætter os og taler om, hvad der har været belastende, om der har været stress og i hvilke sammenhænge, at den ene som den anden husker, at det begyndte at gå alvorligt ned af bakke. Dette er et meget væsentligt aspekt, en top for at kunne blive bevidste om de fejl og mangler, der har været, så det bliver tydeligt, hvilke behov og hvilke aktioner og aktiviteter, der kan være med til at genoprette balancen og ligeværdigheden igen. Et andet aspekt, der drøftes, er forventninger. Forholdet imellem forventninger og krav bliver hyppigt meget udtalt i situationer, hvor den ene parts følelser er kølnede. Som regel er det tilfælde, hvor manden har et udtalt og stærkt ønske for fysisk berøring, og kvinden har oplevet, at han ikke respekterede hendes nej og desuden har manglet anerkendelse og interesse, også selv om der ikke var seksuel aktivitet hver eneste uge. Det bliver tit tydeligt for de par, der vælger at gå vejen og genopdage de mønstre, der har skabt belastning, ligegyldighed og træthed, forvirring og tristhed, at begge parter må lave nogle radikale skift. For naturligvis kan man kun presses, hvis man ikke får givet udtryk for sine egne behov og får glemt at markere, når man har brug for hjælp, aflastning og interesse. Personen, der med sine tydelige krav, er kommet til at blive en belastning for partneren, må gøre sig klart, at skulle indstille sig på en anerkendende og accepterende attitude og lære igen at være positivt nysgerrig og betingelsesløst indstillet på at gøre det, der virker bedst for parforholdet, i stedet for at køre sit egotrip. Når man går ind i en terapeutisk proces med hensyn til at få dit liv og samliv til at fungere igen, er det vigtigt at kende til de gode grunde, man har. De forhold, hvor der er fælles børn, endda evt. Det kræver indsats, for når noget har været vissent eller belastet i lang lang tid, skal der nænsomhed, omsorg, forståelse og tolerance ind som aktive aktører. I må meget gerne maile til mig, hvis I har spørgsmål til ovennævnte. Jeg skrev sidst i november og efter noget tid starten af marts valgte min kæreste og jeg at gå fra hinanden. De første 3 uger gik fint, men på en eller anden måde vidste jeg inderst inde godt, at jeg ikke havde indset, at vi var gået fra hinanden, gik egentlig lidt og planlagde hvordan vi skulle finde sammen igen. Dagen det gik op for mig kom, da jeg fandt ud af at han havde været seksuelt sammen med en anden, da brød hele min verden sammen og jeg har stort set grædt hver dag siden. Efter jeg fandt ud at vi ikke længere var sammen, ville jeg virkelig gøre alt for at han blev min igen. Siden har vi været seksuelt sammen et par weekender har lige pludselig ingen problemer med at han rør mig eller kysser mig, elsker faktisk når han gør det , men for to uger siden kom han frem til han ikke ville mig længere, og for to dage siden fortalte han mig at han skulle på date med pigen han havde været sammen med. Jeg kan ikke spise længere, har tabt 8 kg, så jeg nu vejer 46 kg, jeg vågner halv fire hver morgen og kan ikke sove længer og ligger og tænker på ham. Jeg er begyndt til terapi, og vi er ved at finde frem til at min tvivl ikke har skyldtes vores forhold så meget, men mere den måde jeg har det med mig selv på. Om min tvivl nogensinde ville forsvinde, kommer jeg nok aldrig til at svare på, men synes at det var hårdt at du konkluderede at jeg ikke elskede ham. Ved godt det hele lyder som jalousi, men selv da han stoppede med at skrive med den anden pige, ville jeg stadig havde ham. Nu er det for sent, jeg har såret ham for meget og han kommer ikke igen. Ved godt at jeg er ung osv. Dengang var jeg i tvivl om alting, havde lige skiftet studie, og kunne ingen gang føle om jeg holdte af min hund, var stressede af at havde et fuldtids studie og op til en 20-25 timers arbejdsuge. Savner ham, vores minder og det vi havde bygget op sammen og selvom han siger det er slut, bliver jeg ved med at forstille mig måder vi kan finde sammen på. Hader mig selv for at havde opgivet noget, som kunne blive til et fantastisk forhold. Folk jeg kender siger til mig, at de ikke var i tvivl om at jeg elskede ham dengang, mange mener bare at jeg var for stresset til at kunne føle det og der var gået for meget hverdag i den. Når vi har været sammen siden, har jeg nogle få gange sagt at jeg elskede ham og er slet ikke i tvivl om jeg gjorde det. Den største grund til at vi slog op dengang var at jeg ikke kunne mærke at jeg elskede ham, men er ikke længere i tvivl om at jeg har gjort det. Så nu virker det på nogle punkter meningsløst at vi slog op. Hej, Mange tak for dit indlæg. Det er en sorgens tid for dig, du kære. Al den fortvivlelse og anger, alle disse refleksioner, alle minderne, alt det man kunne have gjort, hvis bare man havde vidst, ikke? Sorgen er en hård proces. Og det er fint, at du er begyndt at gå i terapi, men ved også, at det er en slags zig zag- følelse, som jeg tit kalder det. Det gør du, men jeg kan godt læse, at du er hårdt ramt. Jeg tror på kærligheden, og hvis det er den store kærlighed, vil I finde sammen igen. Men det er tydeligvis ikke lige nu. Der er smerte under hjerte, og det er ensomt og sjæleligt ekstremt hårdt. Det er ikke ret mange gode råd lige nu, andet end at du må leve det igennem. Også du vil en dag mærke, at solen skinner på dig igen. Bliv ikke bange for kærligheden, men bliv aldrig afhængig af et andet menneske. Skab en styrke og uafhængighed, når du bliver klar. Christel Hej Christel Jeg vil gerne dele min historie med jer. Måske kan andre finde en læring i den.. Det gjorde jeg nu håber jeg bare ikke det er for sent.. Min mand og jeg har kendt hinanden i 12 år. Jeg har søn fra tidligere forhold på 16 år som bor hos os. Min mand har 2 drenge fra tidligere forhold som vi havde til samvær indtil for knap 2 år siden. Grunden er at vi i 10 år har kæmpet med hans ekskæreste for at få ro på samværet. De har haft masser af tvister omkring samvær i statsamtet , fogedrettet o. Drengene valgte så, efter hendes udsagn at blive hos hende hele tiden. Det har været hårdt og opslidende, men vi kom det igennem. Min mand har været fuldtids alkoholiker før vi mødtes, men i vores samliv har han har kortere perioder hvor han har drukket. Det har også været hårdt, fordi jeg ikke ønsker at bo sammen med en alkoholiker. Vi har sammen en søn på 6 år. Det hele har jo såret mig og med dårlige medmenneskelige relationsoplevelser i rygsækken — mobning i skolen og flere brudte forhold — reagerede jeg ved at trække mig ind i mig selv og helligede mig mine sønner og mine kreative udfoldelser. Lige før jul meddelte han så at han ville det skulle stoppe. Vi har været til guldbryllup og da jeg så brudgommen øjne da han kiggede på sin kone da de dansede brudevals, var det som om min skal og mit forsvar forsvandt, fordi det pludselig gik op for mig hvad jeg bød mig selv og ikke mindst verdens dejligste mand… Nu kæmper jeg så med næb og klør.. Vores sexliv var mere eller mindre gået i stå… Nok mest fordi jeg gemte mig i min skal. Min mand siger at han kun har mødt en mur når han har forsøgt at komme ind til mig og det har han jo ret i. Men siden min øjenåbner har jeg bare lyst til at elske med ham og røre ved ham hele tiden, men han har svært ved at tro det kan være sandt at et menneske kan ændre holdning så hurtig.. Jeg tænker ganske enkelt om det, at jeg vil hellere mærke smerten i mit hjerte, end mærke kulden og tomheden i alt hvad jeg gør. Jeg elsker min mand og ønsker kun at være sammen med ham. Vi elsker og bor sammen, men min mand holder mig alligevel 5 skridt fra ham. Han siger han ikke kan finde ud af hvad han føler og kan slet ikke sætte ord på det. Så er det jo svært at kommunikere.. Jeg valgte så for 3 dage siden at skrive et langt brev til ham, som jeg lagde på et usb stik, så kunne han jo skrive tilbage til mig — han har før brugt det at skrive som selvterapi — men jeg kan se han læser mit brev men han har ikke skrevet et ord til mig endnu. Den er svær, men jeg forsøger at væbne mig med tålmodighed. Jeg kan så se han er inde og kigge på frække sider, men jeg tænker at han jo ikke kan andet end at kigge og det måske er det han har brug for lige nu.. Det er jo en blandet situation, du beskriver. Min oplevelse er, at du i skrivende stund endelig vågnede op — som du beskriver, og er fuldt og helt klar til at tage ansvar for at gøre dig til en givende kæreste igen. Der er tydelige indsatsområder på begge sider; din mands alkoholforbrug, din psykiske forsvarsmekanismer, det ikke at tage hinanden for givet og det at få talt sammen, samtidig med at en hverdag skal opretholdes. Allerbedst mener jeg, at det vil være, at I sammen gør jer klart, hvad I fremover vil undgå og hvad I fremover vil opnå, og at I så uge for uge fokuserer på, hvad I vil lykkes med. Det skal være enkelt — og det skal være en fælles indsats. Den forskydning, I har haft, gør at I formentligt begge har følt afvisning og ensomhed igennem mange år. Og skal I styrkede igennem denne krise, så gør I det sammen. Jeg har indtryk af, at I kan kæmpe godt, når der er ydre modstand, som du beskriver vedr. Så I må tale sammen om, hvorvidt I kan se den nuværende situation som en ydre modstand, der får jer til at vende skråen og udvikle jer som par i stedet for at flygte. Skab lyspunkter, så I mærker at det er rart at være sammen igen. Gør hvad I kan uden at spænde buen for hårdt. Og allerbedst: pas på hinanden i å begge to informere den anden om, hvad I konkret har brug for , for at føle jer passet på og taget af. Beklager den lidt sene responstid Venlig hilsen Christel Hej! Jeg håber at du kan hjælpe mig. Jeg har været i et forhold med min kæreste i snart 4 år. Vores forhold har været rigtig godt på mange måder, men nu er det for alvor begyndt at gå ned af bakke. Vi plejer at være rigtige gode til, at snakke sammen om tingene, dog er der en ting, jeg har haft rigtig svært ved at tale om og det er den tvivl jeg har haft til vores forhold, den har været der lige siden vi startede med at komme sammen. I starten fortalte jeg mig selv at tvivlen ville forsvinde, når vi havde kommet sammen i længere tid. Mine følelser var dengang, at jeg var bange for at føle for meget for ham, fordi jeg mange gange tidligere var blevet droppet af mænd. Da forholdet skred frem og jeg fandt ud af han ikke ville forlade mig, blev jeg bange for at jeg ikke elskede ham ligeså højt, som han elskede mig. Jeg har aldrig haft en så seriøs kæreste før og har derfor ofte haft svært ved at finde ud af, hvad det vil sige at elske en. Det skal måske siges at min far lige havde forladt min mor et 1 år før, han ville skilles, fordi han ingen følelser havde for hende mere. Nu er der så næsten gået 4 år og jeg har stort set tænkt hver dag, på om jeg elsker ham, eller om jeg skal slå op. Det tager virkelig hårdt på min energi og jeg har så dårlig samvittighed overfor min kæreste, fordi jeg bare kan se på ham hvor meget han elsker mig. Jeg mødte min kæreste, da jeg var 18 og han var 21, jeg havde dengang allerede dannet mig et drømmebillede af hvordan min fremtid skulle se ud og eftersom jeg allerede dengang havde mistet lidt troen på kærligheden, involverede mine drømme ikke mand, bil, hus og børn, men i stedet at rejse jorden rundt, arbejde med dyr og måske aldrig komme tilbage til Danmark og hvis jeg skulle finde en mand, så skulle han en bo i et andet land og havde en anden kultur, så jeg ventede egentlig på det store eventyr. Men min kæreste har en helt anden drøm, nemlig familie og hus og det hele i Danmark. Han er meget nede på jorden og havde svært ved bare at flytte med mig til Århus, så jeg får ham aldrig med til udlandet, dette vil han savne sin familie for meget til. Jeg fortalte om min tvivl til min kæreste for et halvt år siden og vi besluttede at holde en tænkepause, hvor jeg skulle finde ud af hvad der gjorde mig i tvivl, grunden til at jeg ikke havde bedt om en pause før, var at min kæreste ikke tror på pauser og siger at man ligeså godt kan slå op i stedet. I perioden fandt jeg aldrig helt ud af, hvad min tvivl bundede i. Jeg savner nogle gange at være single, være fri for forpligtelser og feste, jeg kan godt feste nu, men jeg tør aldrig at drikke mig for fuld, da jeg er bange for at være sammen med en anden, en ting jeg ved min kæreste aldrig vil tilgive mig for, hans tidligere x var ham utro og jeg vil aldrig såre ham på den måde. Jeg plejer at gøre alt for vilde ting, når jeg er for fuld og har tidligere været en kæreste utro, og den dårlige oplevelse og samvittighed vil jeg gøre alt for at undgå. Det eneste tidspunkt jeg kan huske at jeg har været lykkelig på, var som 17 årig single i et halvt års tid, herefter blev mine forældre skilt og mit humør røg i kulkælderen. Dette vil også sige, at jeg ikke har følt mig lykkelig med min kæreste og ofte tænker jeg på, at jeg måske bare ville få ro i hovedet og blive lykkeligere hvis jeg var alene. Min kæreste og jeg holder pause igen nu og jeg ved virkelig ikke om jeg skal gå tilbage, bliver aldrig lykkelig hvis jeg skal gå rundt og være i tvivl resten af vores liv sammen. Min tvivl har skubbet mig længere væk fra ham og jeg har ikke længere lyst til at kysse ham, røre ham eller havde sex med ham, jeg synes han er flot og elsker når han smiler til mig, men er bange for at jeg bare ser ham som en ven i stedet. Han er min bedste ven, men hvis jeg går fra ham, vil jeg miste ham for altid, da han altid reagere i vrede og had når han bliver forladt. Han har udtrykt flere gange for mig, at hvis jeg først vælger at gå, vil vi aldrig finde sammen igen, eftersom han ikke kan klare tanken om, at jeg måske har været seksuelt sammen med en anden i mellemtiden. Min kæreste har været arbejdsløs i to år og jeg går i skole, har arbejde og går til sport med vores hund. Hvilket vil sige at jeg ofte er stresset, men selv om min kæreste har hele dagen til at tage opvasken, gør han det ikke, medmindre jeg beder ham om det. Hvilket vil sige, at mens jeg er i skole, bliver jeg nødt til at smse, alt det der skal laves derhjemme, eftersom han ikke gør det af sig selv, desuden vil jeg heller ikke bede ham om for meget rengøring, da jeg synes det lyder kommanderende. Så når jeg kommer hjem og der ikke er gjort rent og min kæreste bare vil ligge på sofaen sammen med mig, fordi vi ikke har så meget tid sammen, bliver jeg stresset, da jeg ofte falder i søvn på sofaen og derfor ikke får noget ud af dagen rigtig, jeg får ikke gjort rent og jeg er heller ikke rigtig sammen med min kæreste. Rod irritere ham ikke, så han synes at jeg skal rydde op, eftersom det er mig det irritere og han har en forestilling om at jeg bedre kan lide at gøre rent end ham. For mig føler jeg mig mest elsket, når han gør ting for mig, mens han bedst kan lide berøring og søde ord, hvilket resultere i at vi gør det mod hinanden, som vi irelateten helst selv vil have. Men lige nu har jeg svært ved i det hele taget, at røre ham og sige at jeg elsker ham, da jeg er i tvivl om jeg gør det. Når vi haft sex har jeg følt mig som den ledeste person, eftersom jeg ikke vil give ham falske forhåbninger. Så min tvivl gør at jeg føler at jeg lyver overfor ham. Jeg kan heller ikke finde ud af om jeg er sammen med ham fordi jeg burde, eller om der virkelig er fordi jeg holder af ham. Jeg ved ikke om det fornuftigste vil være at gå og finde en anden, som måske er mere fri og eventyrlysten, som mig selv, eller om jeg skal give dette et forsøg, eftersom min kæreste er det sødeste menneske jeg kender og min bedste ven. Hej lkj Tak for dit indlæg. Sikke en masse information om en tilværelse, hvor du ikke er tilfreds. Ej heller helt utilfreds, men i en slags konstant mellemtilfredshed, eller en mangelsituation om du vil. Vi tvivler, når vi på et eller andet plan er fortvivlede. Vi er fortvivlede, når det der har virkelig værdi for os, ikke er i spil. Der er som sådan hverken noget galt med dig eller din kæreste. I har bare meget forskellige værdisæt, med hensyn til hvad der gør jer lykkelige. Man kan sige, at det du lægger vægt på, har en værdi af eventyr, forandring og det ukendte land, hvor din kæreste er modsat og ønsker det forudsigelige, familie osv. Og jeg kan da godt slå fast for dig, at du ikke elsker ham, for så ville du jo ikke være i tvivl. Så ville din krop og sjæl længes efter ham og det I skaber sammen og nu, hvor I igen har pause, læser jeg, at rollerne desuden er meget kontrastfyldte, når man ser på samarbejdsplanet. For mig at se er du ikke stol af ham. Det giver dig ikke en speciel følelse at komme hjem til en mand på sofaen, en mand uden store og eventyrlystne mål. Og ja, du vil miste ved at gå. Et venskab og det kendte. Men jeg tror, at din tvivl taler til dig, fordi du lyver over for dig selv. Den drøm, du beskriver, må du søge. Sådan er det for alle. Vi må søge vores drømme, og det har du ikke gjort. At gå vil skabe en midlertidig tomhed, og jeg tror egentligt ikke, at du skal ud og finde en anden, men finde dig selv og finde ud af, hvad du vil byde dig selv, og hvad du vil bydes. Så snør støvlerne og søg dig selv og det der føles sandt for dig. Tvivlen er et udtryk for den dårlige samvittighed, du har over for dig selv. Skab en tilværelse, hvor du lykkes med det, der gør dig glad og får dig til at leve. Man skal i din alder videre, når det man har, kun giver mellem tilfredshed. Når du elsker dit liv mere, vil det at elske et andet menneske ikke være en gåde for dig, men noget du bare gør. Skriv endelig igen, hvis du har flere spørgsmål Alt godt, Christel Hej! Jeg har et dilemma, som jeg kan håber, at kunne få lidt input til. Jeg er 33 år og har været gift med min mand i 9 år, i alt har vi boet sammen i 11 år. Vi har ikke børn, men vi har hus og biler og alt hvad der til hører. Min mand har altid støttet mig, så ham kan jeg bestemt ikke klage over. Nå, men nu til det dilemma, som jeg gerne vil have hjælp til. Min mand og jeg har ikke haft sex i nok 7 år ja, det er meget , problemet er at jeg synes at det er beskidt og så føler jeg mig forulempet. Det føles bare forkert når min mand vil røre ved mig. Jeg er heller ikke tiltrukket af min mand og jeg ikke i virkeligheden ikke rigtig huske at jeg har været det. Men jeg kan godt være tiltrukket af nogle andre mænd. Mine problemer er først for alvor begyndt at komme til udtryk efter jeg har mødt min mand, så på en eller anden måde giver jeg ham skylden for mine problemer, selvom jeg godt ved at det jo ikke er ham der har gjort noget. Min største drøm er pt. Jeg har nok en ide om at hvis bare jeg kan få lov at gå og sysle med mig selv, kan jeg få ryddet op i hovedet og få styr på tingene. Men min mand vil jo gerne prøve at finde ud af det, og min fornuft siger mig også at det er en god ide. Jeg elsker også min mand, men jeg tror mere at det er som en rigtig god ven og så er det bare forkert at have sex og generelt være intime. Det jeg nok er mest bekymret for er at jeg bare har fået en fix ide om, at ved at forlade min mand som også er min bedste ven vil alle mine problemer være løst, og så vil jeg kunne være glad igen. Jeg er bare ved at være klar til ikke at have en knude i maven hele tiden, så nu kan det ikke gå stærkt nok. Blot til bonus info, så skal jeg til at gå til psykolog, da jeg har fået henvisning hertil fra min læge. Jeg håber, at høre fra jer. Godt at læse, at du skal til at gå til psykolog. For det er store livstemaer, du berører i dit indlæg. Og det er svært at råde, når man ikke kender mere af din historie, og ej heller ved, hvordan dit arbejds- og fritidsliv er med hensyn til variation og udfordringer. Så jeg kan give dig mine betragtninger, men tag dem ikke som råd, du efterlever. Det er klart, at du selv må søge de svar, der er de rigtigste for dig. Og det er en skam, for sex udvikler sig til erotik, når man er sammen med en man elsker og begærer, Det lader til, at du er ved at mærke efter, om du mon nogensinde har begæret din mand, og jeg kan fra den anden side også undre mig over, at han ikke har sat sig ned og sagt: Skat, nu finder du ud af, om vi skal have et sexliv eller ej, for det er ikke meningen at man skal gå ved siden af hinanden år ud og år ind, uden inderligheden. Find ud af, hvad der virkeligt sker, hvis du intenst forsøger at dyrke sex med din mand. Han lyder som en fin fyr, der støtter dig. Og han er velsagtens bange for at stille krav til dig, og det er ærgerligt. Jeg får altid lyst til at opfordre folk til aldrig at vælge den laveste fællesnævner. Man kan flygte eller man kan flytte sig. At forlade din mand, som din ide blandt andet er, lyder for dig som et flugtforsøg. Du underkender formentligt ensomhed, det at du mister ham, og at du i din nuværende alder skal ud og etablere et nyt netværk osv. Men hvis du flytter dig mentalt og kommer over angst mv. Ved ikke, om du kan bruge mine betragtninger, men håber at mit grundbudskab om at kigge indad, giver mening. Alt godt og styrkende tanker, Skriv endelig igen, Christel hej Christel, Jeg har et par spørgsmål ang. I går, fortalte min kæreste mig, at han gennem de sidste par måneder har mistet nogle følelser for mig. Han har stadig lyst til mig og har også følelser for mig bare ikke så mange som der var Han har altid været rigtig forelsket i mig, men dette er jo så forsvundet. Grunden til at han har mistet disse følelser er, at jeg er ret dårlig til at give ham komplimenter, give ham et knus, et kys osv. Istedet for at have snakket med mig om dette, har han ventet et par måneder og siger nu at vores forhold hænger i en tynd tråd. I nat har han både holdt om, vi var sammen og til morgen kyssede vi også. Alligevel ved han ikke om han vil give forholdet en chance?? Jeg er yderst forvirret — hvad mener han med alle disse ting? Jeg har selv været i en fase, hvor jeg ikke nærede de samme følelser som jeg plejede, men disse kom med tiden igen. Er det ikke meget normalt, at man i et parforhold oplever at gå fra forelskelse til hverdag. Og at man ikke kan nære de samme følelser for hinanden hele tiden?? Mener du at der er håb for os, eller ser det helt sort ud? Hilsen Anonym1 Hej Anonym 1 For mig at se er det slet ikke håbløst for jer. Men du må gøre dig mere klart, hvad du vil bringe ind i jeres forhold. Han har givet udtryk for, hvad han har brug for, og det er meget forståelige behov. Det der er ærgerligt, men meget tydeligt er, at i taler for lidt sammen eller er for lidt fortrolige , for hvis han i et par måneder har ventet på komplimenter og nærhed, og du har syntes, at hverdag er ok, så har i jo bevæget jer parallelt i stedet for at nærme jer hinanden. For mig at se er det ikke relevant, om det er normalt, at der går hverdag i forholdet. For det er da rigtigt nok, at man bygger nogle rutiner op og eventuelt mister ny forelskelsen og opmærksomheden på hinanden. Men lad aldrig hverdagen live en sovepude, for det er dem, der er flest af, og derfor også dem, der med tiden afgør, om der er grobund for et langt og stærkt kærlighedsforhold. Find ud af med dig selv, hvordan du hver dag kan vise ham, at du synes han er dejlig. Ord og berøring er vigtigt for ham. Find også ud af, hvad der er vigtigt for dig og meld det ud. Har du rug for praktisk hjælp, har du brug for at han spørger mere til dig, — Brug denne krise til at blive mere åbne og kærlige, og til at fortælle hinanden, hvad i har brug for. Så kan I komme styrkede igennem krisen. Alt godt, Christel Hej Christel. Jeg er 44 år og min kone er 47. Vi har to børn, hvoraf den ene stadig bor hjemme. I januar fandt jeg ud af, at min kone havde noget kontakt til en anden mand. Jeg blev utrolig ked af det og kunne ikke forstå det. Jeg kunne se på vores tlf. Jeg konfronterede hende med det, og hun fortalt mig der ikke var andet end telefonkontakten. Men hun sagde også, at hun havde tænkt det kunne være en god idé hvis vi boede lidt hver for sig. Det der så er årsagen til dette er vores fortid. Vi har været gift i nu snart 20 år. Hun siger jeg ikke har levet op til det ansvar det er at have familie. Her mener hun, at jeg ikke har deltaget nok i den daglige husholdning, børneopdragelse samt den opmærksomhed der skal være et par imellem. Og ja, det er rigtigt. Jeg har været alt for dårlig til at deltage i disse ting. Jeg er sent hjemme hver dag fra arbejde, så det ender tit med aftensmad, børn i seng og så sidde og sove foran tv. Jeg tog så ofte min pc med ind i stuen, som så viser sig, at være kilden til stor frustration for min kone. Så i store træk var det min kone der kørte det hele. Vi havde også problemer med vores store dreng i hans teenageår. Han var meget styrende og han og min kone tog nogle store diskussioner, hvor min kone ofte følte sig svigtet pga min manglende deltagelse eller min støtte til hende. Ja, jeg har måske ikke altid været enig i måden hun gjorde det på. Men essensen er, at hun har følt sig svigtet af mig mange gange, og ja, jeg har fået mange advarsler gennem årerne. Men nu er vi her. Min kone flyttede så ind hos sine forældre for at få noget luft, og finde ud af hvad hun vil. Det tog så 4 dage før hun var tilbage igen. Hun lovede aldrig at tage kontakt til ham den anden igen. Det viste sig så ikke at holde. Hun har nu gentagne gange talt med ham. Hun indrømmer nu at hun har og stadig er lidt forelsket i ham og det han kan tilbyde. Der går så en måneds tid hvor vi tilsyneladende har det godt. Med kærlighed og sex som normalt. Vi rejser på rejse, men da vi kommer hjem genoptager hun kontakten og det finder jeg jo ud af. Hun sig er at lysten til at være sig selv stadig er der. Vi taler meget om det, og aftaler at der stadig er noget at kæmpe for, men hun behøver luft og tid. Og det lover jeg så. Men det er utrolig svært for mig, da jeg hele tiden er mistroisk mht hendes kontakt til ham. Hun bryder min tillid flere gange. Hun ruger over sin tlf. Tager den med på toilet som hun aldrig har gjordt før. Så jeg overvåger hende konstant og stiller hele tiden spørgsmål i håb om at få hende til at blive. Hun siger bare at hun ikke ved hvad hun vil, men hun har det dårligt. Hun siger dog, at vi forsøger at få det til at virke. Sex og anden fysisk kontakt er stoppet. Hun er helt kold over for mig. Vi er stadig rigtig gode venner og hygger os på mange områder. Tager ud og spiser og tager på cafe osv. Hun siger hun ikke kan give mig det jeg ønsker lige nu. Hun siger hun arbejder med det hele tiden og ligger vågen om natten for at spekulere på det. Når jeg spørger til om hun elsker mig, siger hun, at det gør hun på mange områder. Men der mangler noget for at overbevise hende. Hun siger selv hun er i en begyndende overgangsalder og ønsker ikke at livet skal fortsætte som det har været. Jeg mangler lige at nævne, at siden det startede har jeg taget mit ansvar op til revision, og deltager nu med alt det jeg har undladt tidligere. Og det er hun selvfølgelig glad for. Vi er umiddelbart ikke uenige om hvordan fortiden skal være, men hun siger, at hun ikke stoler på mig mht om jeg kan holde det niveau som jeg har nu. Jeg elsker hende utrolig meget, og jeg har fra dit forum set, at det ikke er godt at presse på for at få en hurtig løsning. Men jeg har meget svært ved at lade være. Måske lidt pga de tillidsbrud hun også har givet mig, mht ham den anden. Jeg stoler dog på når hun siger, at de ikke har været sammen sexuelt. Jeg har foreslået parterapi, men det udelukker hun totalt som en løsning. Når jeg nævner andre ting vi kunne prøve, tager hun hele tiden fortiden op. Jeg kunne bare have gjordt det rigtige dengang siger hun. Mit spørgsmål er så: Hvordan kommer vi videre? Jeg ved nu at hun skal have tid og luft, og at jeg ikke må presse hende. Betyder det, at jeg skal lade helt være med at tale om det? Og hvor lang tid skal jeg gå i ingenmandsland, og ikke vide om jeg er købt eller solgt? Hun er jo ikke i tvivl om at jeg er ekstremt presset og frustreret over det. Glemte lige at nævne, at hun nu siger at ham den anden bare var der på det forkerte tidspunkt. Han har kunnet støtte hende. Men han nu definitivt er ude af billedet, da det slet ikke er det hun vil. Hun siger også, at hvis ikke vi skal være sammen, skal hun ikke bo med nogen. Nå, det blev en lang tekst. Hej T Tak for dit indlæg. Det er godt at læse, at du endeligt er kommet ind i kampen, der handler om dagligdag og det at gøre dig til en mere synlig del af familien. Men lad være at blive desperat nu. Din kone har følt sig svigtet mange gange, og det skruer ned for følelserne. Hun har allermest rug for at du forstår og støtter hende og lytter til hende, uden at komme med krav og pres. I stedet for at søge en garanti fra hende, så læg selv den garanti, at du er den bedste mand, hun kan få og at du viser dette både i handlinger og holdninger. Bliv bedre til at aflæse hende. Og tal med hende om, hvad hun har brug for, når hun signalerer noget du ikke forstår. Det er en genopdagelsesrejse, og det jeg umiddelbart vil sige som mit bedste ud er, at du vælger at gå i terapi. Det vil betyde meget for hende, er jeg sikker på, at du lærer at mestre din frygt for at miste hende og bliver bedre til at sætte dig ind i, hvordan det du har gjort — og formentligt det du har glemt at gøre, har påvirket hende. Jeg ved ikke, hvor du bor i landet, men jeg ved, at jeg kan hjælpe dig videre. Du kan skrive til min mail:. Jeg giver primært face to face behandlinger, men kan også gøre det via telefonen. Alt godt, Christel Kære Christel Hvor er jeg glad for at have fundet denne side og dine gode svar og tanker i forbindelse med alle de ulykkelige situationer, som der her er beskrevet. Desværre befinder jeg mig selv i en af disse situationer og håber, at du kan hjælpe mig. Jeg befinder mig på den anden side af historien end de fleste andre, som har skrevet til dig. Jeg er en lesbisk pige på 27 år, som har været sammen med min kæreste på 34 i snart tre år. I august 2011 blev vi gift og hun blev gravid med vores første barn sidst i oktober. Hun skal altså føde om knap to måneder. For godt et år siden kom der en ny pige også lesbisk , K, ind i vores fælles venneflok. Jeg blev hurtigt meget glad for hende, men vidste godt, at jeg havde det rigtig godt med min kæreste, som lige havde spurgt, om jeg ville gifte mig med hende. Jeg mærkede, at jeg fik følelser for K, men tænkte, at det vil man altid få i løbet af et forhold — kunsten er bare ikke at handle på de følelser, tænkte jeg. Og det gjorde jeg ikke, men blev i stedet gode venner med hende og troede, det kunne fungere. Nogle måneder senere fik K en kæreste. Det gav mig en følelse af jalousi og sorg, men ikke en følelse, jeg ikke kunne styre og leve med. Faktisk gav det mig efter lidt tid ro at vide, at hun var sammen med en anden, for så var der ikke en mulighed for mig. Og jeg var virkelig sikker på, at jeg havde den dejligste kæreste, jeg kunne ønske mig. Hvis bare jeg kunne styre mine følelser til K. Hele efteråret så vi ikke ret meget til K, da hun brugte en masse tid med sin nye kæreste og var syg med migræne. Vi planlagde dog en skitur sammen til februar. I oktober blev min kæreste insemineret første gang og blev gravid i første forsøg. Det var en enormt dejlig nyhed. På et tidspunkt var jeg nervøs for, at hun var deprimeret. Hun sad mest bare i sofaen og kunne ikke længere grine af sig selv og andre. Jeg vidste hele tiden godt, at det var grundet graviditeten og bare en fase, men det var alligevel hårdt at opleve hende sådan og støtte hende gennem det. I december gik K og hendes nye kæreste så fra hinanden. I Februar var K, min kæreste og jeg på skitur sammen, sammen med et andet vennepar. Her skete der desværre det, at mine følelser for K blussede op. Jeg gjorde selvfølgelig ikke noget ved det og prøvede snarere at holde lidt afstand til hende, men havde kun lyst til at være alene i hytten med hende og lære hende bedre at kende. Den sidste dag på skituren tog jeg mig selv i at overveje at gå hen og tage om hende. Jeg blev ret chokeret og flov over, at jeg overhovedet kunne tænke sådan, når min gravide kæreste stod lige ved siden af. Da vi kom hjem, drømte jeg om K hver nat, hvilket jeg desuden løbende havde gjort det seneste år. Men nu var det bare begyndt at fylde så meget, at jeg ikke længere kunne få det til at forsvinde ved at appelere til min fornuft. Et par uger senere mødtes K og jeg til en kop kaffe og jeg fortalte hende, hvordan jeg følte for hende. Hun fortalte mig, at hun havde det på samme måde. De følgende dage kunne jeg slet ikke være til stede sammen med min kæreste, fordi jeg havde dårlig samvittighed over ikke længere kun at elske hende og tilmed fortælle K om mine følelser, hvilket jeg følte som et tillidsbrud til min kæreste. Jeg græd meget de dage og endte med at fortælle min kæreste om mine følelser, som jeg ikke kunne styre. Og samtidig forsikre hende om det, som jeg også selv troede 100 % på, at jeg ville blive og lukke ned for al kontakt til K. For jeg ville min kæreste og vores kommende barn. Desværre var jeg slet ikke så sej, som jeg troede. Allerede dagen efter ringede jeg til K for at finde trøst. Siden det her skete først i marts, har K og jeg snakket sammen stort set dagligt og været sammen flere gange. Kort tid efter jeg fortalte min kæreste om mine følelser til K, startede jeg hos en psykolog, som skulle hjælpe mig med at finde ud af det hele. Jeg har været der to gange nu og har en tid igen i næste uge. Det, hun har hjulpet mig med, er at finde ud af, at mine stærkeste kærestefølelser desværre ligge hos K. Jeg er kommet til at holde utroligt meget af hende og har en følelse af, at jeg har fundet hende, som er helt perfekt for mig. Jeg ved godt, at det muligvis bare er forelskelsen, der taler, men jeg føler det bare så stærkt. Derfor har jeg grædt og grædt og søgt tilflugt hos min veninde og forældre den seneste uge. Fordi jeg ikke har spor lyst til at gå fra min kæreste, som er gravid og har alt på spil. Samtidig kan jeg næsten ikke være i mig selv, når jeg mander mig op og tænker, at jeg ikke skal forlade hende men blive og få det til at blive godt igen. Jeg savner sådan K, og selvom jeg ved, at jeg gør det rigtige ved at lukke ned for hende, er det så svært. Hun har sagt til mig, at hun vil vente på mig, hvis jeg finder ud af, at det er hende, jeg vil have. Og det har jeg jo egentlig fundet ud af, men jeg vil bare ikke forfølge den drøm, da jeg så på inden måde kan støtte min kæreste og gøre det, som jeg ser som det eneste moralsk rigtige. Og det gør også så ondt på mig selv, at vide og opleve, hvor meget jeg sårer hende. For jeg holder jo virkelig så meget af hende, og hvis jeg kunne, ville jeg glemme alt om K og love min kæreste al lykke i hele verden. Der hvor jeg står lige nu, har jeg besluttet mig for at blive hos min kæreste indtil barnet er født og der er gået noget tid. Så hun ikke skal igennem alt det alene samtidig med, at hun sørger. Jeg har fortalt det til K og sagt, at jeg dermed ikke kan have kontakt med hende. Jeg har også fortalt til min kæreste, at jeg bliver her, hvis hun vil have mig, men at jeg ikke kan være kæresteagtig lige nu. Og at jeg ikke ved, om jeg kommer til at kunne det igen. Derimod vil jeg bruge al min energi på det, jeg ved, jeg kan, nemlig at gøre klar til vores lille barn og give ham en masse kærlighed. Men puh, hvor er det svært. For jeg sørger over savnet til K og det at have mistet troen på den familie, som har været min store drøm, samtidig med at min kæreste sørger, og det er så svært at være vidne til, uden at kunne gøre noget og være til trøst. For det er jo mig, der har skabt den sorg og mig, der i princippet kunne stoppe den. Jeg håber, du har nogle tanker, som jeg kan finde lidt trøst i. Mange hilsener R Hej Rose Tak for dit indlæg. Nogle gange tænker jeg : Hvor gør vi menneskebørn dog tingene svære for os selv og hinanden. Og jeg kan godt læse, at du ikke bevidst har ønsket at være i den situation, du har fået dig placeret i, men når nu det er sådan, at det kun er virkeligheden, der virker, ja så må der stærke midler til for at få den på ret køl igen. Historien er jo lang, og som du er inde på, er der et lille fint barn på vej. Og det er her, at jeg mener, at du absolut må have fokus. Det lille barn skal bydes det bedste. Det lille barns mor skal have støtte og kærlighed. I skal live en enhed, der giver tryghed og tro på et godt liv. Og de følelser, der opstår, når et barn kommer til verden, er en helt anden og smukkere kærlighed end imellem to voksne. Udelad ikke, at den kærlighed kan vende dit fokus og holde dine kræfter mere samlede. Du bliver nødt til at hele igen. Og de er også meget stærke, de energier, der ligger i forelskelsen. Men den kan bare ikke bære alt. Og hvis du en dag bryder med din kæreste og går fra hende til fordel for K, så tror jeg at sandsynligheden for jalousi og frygt er stor, netop fordi I har mødt hinanden, imens at den ene var i forhold. Brug kræfterne på at få livsbalance med din kæreste. Brug energien i forelskelsen til at udrette bl. Og skriv dig evt ud af det her. Det er jo en mærkbar krise, og bliver måske en bog en dag. Du skal kunne se dig selv, din kæreste og jeres barn i øjnene. Så find fodfæste og husk, at den der går langsomt, går langt. Støttende tanker, Christel Hej Christel! Tusind tak for dit svar.! Det virker som om hun ikke kan slippe mig. Og hun bliver også ved med at sige, at vi nok skal blive gamle sammen. Men hun vil ikke mødes og snakke om det, det undre mig helt vildt! Hun skriver til mig som om vi stadig er kærester, men den fysiske del, er langt væk. Derved er jeg jo splittet. Jeg kom til at tænke på noget igår, og det er, at min søster og svoger også gennemgår en svær tid pt, de har to børn sammen. Og alt virkede også super for dem. Nu bor de hver for sig, men Rasmus kommer stadig og passer haven for min søster, spiser aftensmad og de snakker sammen, men igen, ingen fysisk kontakt. Min kæreste og jeg har hjulpet dem begge meget i tiden her, da begge jo er kede af det. Derved har min kæreste jo hørt, hvordan min søster har fortrudt at hendes liv egentlig bare har været i parforhold konstant, hun nåede aldrig at være sig selv, og hygge med veninder. Så kan jeg jo godt ligge to og to sammen. Og jeg tror simpelthen at hendes beslutning skyldes, at hun var 18 da vi flyttede sammen, og før mig, havde hun også kærester. Jeg kan godt tro, at hun, ligesom min søster, stresser og frygter at ungdommen bare forsvinder, ved egentlig bare at holde i hånden og gøre rent.. Kan det ikke være tror du, at hun i en tid bare skal få fornuften tilbage, og måske bare have lov at hygge sig, for hun er jo ikke klar til at slippe mig. Hun er ikke i tvivl om at vores fremtid, er sammen, det er bare utroligt forvirrende synes jeg. Tror dælme ikke at en mandehjerne forstår sådan noget underligt noget. Kan du tyde lidt i min lange forklaring, eller er det krop umuligt? Mange hilsner Emil Hej Emil Jeg kan godt forstå, at du synes, at det er mærkeligt og underligt, at din kæreste heldigvis tror på jer i fremtiden, men ikke lægger vægt på den fysiske kontakt. Det er ikke så mærkeligt for en kvindehjerne, og jeg tror, at du har ret i, at hun kan være inspireret af din søster og hendes situation. Dog tror jeg ikke, at det er dette aspekt alene, der spiller ind, men formentligt har det pustet til ilden. På et plan er det jo et sundhedstegn, at hun ikke bare accepterer normen, men at hun er tro mod sig selv. Omvendt smerter det jo dig usigeligt, at hun ikke savner dig så meget, at I kan mødes, ses samt tale om mærke hinanden. Jeg forstår godt, hvis du oplever det som lidt af en ventesal. Og kanske føler, at hun har magten. Sådan tror jeg ikke, at hun oplever det. Jeg tror, at hun føler stor afmagt, men har gjort sig klart, at hun vil være mere selvstændig, — og ikke om 10 år vil sidde og fortryde Så hvis du har tålmodighed, får du en mere hel kvinde ud af det. Næsten alle forhold oplever indimellem en kontrast imellem nærhed og distance. Forstået på den måde, at den ene part ønsker nærhed, og den anden part har brug for distance for at kunne nærheden igen. Mit bud er, at jeres forhold er i en sådan krise. Hvis du fortsat ønsker jeres forhold, skal du naturligvis ikke gøre dig til offer og bare vente, som en hundehvalp på, at ejeren kommer hjem. Gør det, du har brug for. Gør det du ville gøre, hvis hun var på 3 måneders rejse i troperne. Sørg for, at du kan se dig selv i øjnene med hensyn til det, du gør. Jeg tror, at hun også har brug for at se, høre og vide, at du agerer og ikke kun reagerer. Giv plads Og bliv ved at tro på, at det bedste eller det rigtige nok skal ske. Jeg skriver som mange andre her inde, fordi jeg netop nu er fortvivlet og ret ked af det. Min kæreste og jeg har været sammen i snart 2 år. Vi mødte hinanden 14 dage før jeg skulle flytte til Hamborg, vi var sindsygt forelsket og de 6 måneder jeg boede i Hamborg mens hun var her hjemme, føltes som 10år. Jeg kom hjem igen, og vi vidste hurtigt og drømte om, at vi skulle finde en lejlighed i Århus. Hun studerede der, gør det stadig, og jeg fik arbejde der. Alt var perfekt, og vi har nu boet sammen i knap et år. Indtil igår gik alt, som sagt, perfekt. Indtil hun ville snakke med mig. Jeg kunne naturligvis mærke, at det ikke var positivt. Hun er 19 og jeg er 21. Hendes argumenter for flytningen er, at hun føler hun er for ung til at sidde i den situation vi sidder i nu, hun føler sig lidt for bundet. Tilmed, siger hun også, at hun ser det som en forebyggelse imod, at vi som 30 årig sidder med børn og hus, og at hun så skulle få denne følelse, det vil hun undgå. Hun siger at hun ikke føler nok for mig, men at hun stadigvæk vil være sammen med mig, bare ikke nu. Der skal gå noget tid, men det er jo dybt frustrerende for mig, da vores lille base og perfekte liv, bare skal slutte. Hun virker meget afklaret og ikke nær så ulykkelig som mig. Og det gør mig virkelig ondt. Hendes ide med det her er, at hun vil finde sig selv, få ro på, og måske leve som en 19, efter hendes hoved lever. Hvad kan jeg gøre i sådan en situation, skal jeg vente, vise selvstændighed og bare give den gas og lave min lejlighed om til en drengehybel, eller hvordan skal jeg tackle hendes følelser? Jeg håber du kan hjælpe mig.. Mvh Emil Hej Emil Tak for dit indlæg. Som jeg læser det, er du forståeligt nok i en chokfase lige nu. Og i en sådan fase tænker man et hav af tanker og mærker en stor følelsesmæssig smerte. Jeg bliver bekymret over, at hun er så afklaret. Det er ingen uden grund…. Og hvad skal du mon gøre? Egentligt tror jeg ikke, at der er et visdomsråd i din nuværende situation, med hensyn til om du skal give den gas og leve singlelivet, invitere gutterne på pizza og øl mv. Det, jeg snarere tror, at du skal give dig tid til at slikke dine sår og leve sorgen igennem. Selvfølgelig vise hende, at du kan rejse dig, hvor du er slået omkuld, men vær ærlig imod det, du kan. Hæng dig ikke i et håb om, at I skal være sammen og få det hele til at fungere om 5 år. Det er der jo ingen, der ved. Mærk efter, hvad du kan lige nu, og vær hverken naiv eller superskeptisk. Giv dig tid og mærk, hvad du har brug for. Og hvis du siger: Jamen, jeg har bare brug for at være sammen med hende, så må du tænke ud af boksen. Jeg ønsker inderligt, at du finder din vej. Jeg sender mange lyse tanker og skriv endelig igen. Vi har et barn sammen på snart 3 år. Vi købte hus sammen sommeren 2009. Det hele var rigtig godt. Men han gik så fra mig i november 2010. Jeg har aldrig oplevet noget fra smertefuldt. Men jeg vidste bare at vi hørte sammen. Jeg fik hjælp ved psykolog for at komme igennem denne krise. Jeg kunne mærke at han savnede os. Han kom hjem igen i Maj 2011. Vi var så glade og familien med. Vi har haft en fantastisk sommer sammen med venner og familie. Det har været så skønt. Men jeg begyndte igen at føle jalousi. Jeg følte ikke at han ville mig, og blev derfor igen meget mistroisk. Og det fortalte jeg ham. For vi havde aftalt at vi skulle være åbne overfor hinanden. Han begyndte i november igen at tage væk alle weekender og det fortsatte i december. Han var også væk alle hverdage sammen med kammerater eller arbejde. Det resulterede i at jeg var sur, ked af det, mistroisk og jaloux. Han kan ikke mere siger han, han elsker mig ikke, han har ikke de rigtige følelser for mig. Jeg foreslog parterapi for at få løst det der måtte være. For jeg kan ikke tro det er rigtigt. Men der var ikke en der skulle fortælle ham, at han elskede mig når han ikke gjorde. Jeg føler mig så magtesløs og skyld i at det ikke lykkedes. Har jeg forspildt min chance? Vi skal nu have solgt vores hus. Men pludseligt siger han: Du må ikke misforstå dette men hvis det her bare er en fase så har vi stadig huset hvis vi lejer det ud. Ja det giver jo mig håb som jeg også sagde til ham. Det kunne han selvfølgelig godt se og det var ikke meningen! Han mener også at hvis han skal få nogle følelser for mig igen, så skal han ud og se om græsset er grønnere på den anden side. Han skal ud og se hvordan et forhold ellers kan være og få nogle erfaringer. Det har jeg prøvet at forklarer ham. Men han tager slet ikke imod. Han bliver ved med at sige at han bliver nød til at stå ved sin beslutning denne gang. Han har ikke de rigtige følelser. Han har ikke lyst til at ta mig med nogle steder hen, han vil ikke ha mig med i bio, ud og spise, andet. Men jeg tror jo bare at det er al min mistro til ham der har fået hans følelser gemt væk. Han har før sagt at han ikke havde lyst til at ta mig med i byen da han var bange for min reaktion hvis han mødte nogle piger, som gav ham et kram og et kys. Jeg kan kun se os sammen. Jeg ved han er min mand. Jeg håber at det bliver os igen, og det ved han godt. Jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre for igen at få ham hjem. Kan ikke forstå han vil smide alt det væk! L Hej Tak for dit indlæg. Det lader til, at du må styrke din egen selvstændighed og lade ham gå. Det er ikke noget ve at have en mand, der længes efter de vilde vover. Mit bedste bud er, at du lader ham gå og bliver ved at stole på, at hvis det er den store kærlighed, så finer I sammen igen. Kig langt mere indad og find den side af dig, der ved, at du kan klare dig selv. Det at du trækker dig mere ind, vil formentligt have en god effekt i forhold til at han få mere øje på dig og mere respekt for dig. En dag ad gangen, min ven. Og som skrevet så ofte før. Det føles som en undergang, men det er en overgang Støttende tanker, Christel Hej Christel Jeg finder mig desværre i et parforhold hvor jeg kan nikke genkendende til meget af indholdet i indslagene ovenfor. Jeg er 32 år og min mand er 35 år. Vi har været sammen i 12 år og jeg mente egentligt at kende ham. Vi har altid være meget forskellige da vi har forskellig kulturelle baggrunde — Han er meget indelukket og kommunikere ikke forfærdeligt meget om ting han ikke har lyst til, jeg derimod er meget åben og social. Dette har dog hidtil ikke skabt problemer for nogen af os. Min kæreste og jeg besluttede os for at gifte os for 3 måneder siden. Han har insisteret mange gange, men da det at holde bryllup altid har skræmt mig valgte vi derfor at gøre det i al hemlighed. Kun vores datter på 6 år var tilstede. Efterfølgende tog vi på ferie alene i en uge og alt virkede okay. Jeg ved at han har et stressende og krævende job, og idet han gav det skylden lagde jeg ikke mere i det. En weekend, efter at have været ude og dyrke sport snærre jeg lidt af ham fordi han har været væk i mange timer og jeg egentligt troede at vi havde arrangeret andet at lave den dag. Han tager min bemærkning ilde op og siger at vi vist hellere må tage os en alvorlig snak. Jeg sender vores datter ud og lege og sætter mig derefter ned ved siden af ham. Her smider han bomben og fortæller at han ikke har lyst til at fortsætte vores forhold. Jeg er helt målløs da dette slet ikke ligner ham. Det går derfor op for mig at han måske er mødt en anden. Jeg har altid bedt ham være 100 procent ærlig overfor mig hvis dette engang skulle ske, og påminder ham derfor om sit løfte. Han indrømmer at der på hans arbejdsplads er en kollega som han er meget tiltrukket af. Denne pige er ifølge ham meget mere sexet, forstående, ambitiøs etc.. Herefter nævner han alle de fejl han ser i mig: At han står med alt det administrative og praktiske i hverdagen i forhold til vores hjem og vores datter. Jeg indrømmer blankt at mine arbejdstider har gjort at han har haft det meste, men siger til ham at dette er selvfølgelig ting der kan laves om fra min side. Jeg har ikke lyst til at miste manden i mit liv blot fordi vi ikke har kunne finde ud af ar organisere vores hverdag. Jeg er derfor indstillet på at lave alt dette om. Over flere dage ombestemmer han sig flere gange og ender med at sige til sin kollega at de ikke vil kunne indlede et forhold. Dette udvikeler sig dog til dårlig samvittighed overfor hende og han ender med at afslutte vores forhold og beder mig om at rejse med vores datter. I dagene hvor han ikke har kunne bestemme sig har han flere gange bragt på banen at han ikke finder mig tiltrækkende idet jeg har taget på, samt at bare ikke mener at jeg overhovedet er den sexet type. Han bringer hele tiden den anden pige på banen og går faktisk så meget i detaljer med det at jeg tror at det udelukkende er for at få mig op i det røde felt for at jeg bare skal smække med døren og skride. Jeg sætter min stolthed tilside og forklarer ham at hvad han betyder for mig fysisk og psykisk og siger samme tid at jeg ikke vil leve mit liv med en mand der blot bliver fordi det er praktisk idet vi har børn og hus sammen. Hvis der ikke er kærlighed at bygge på kan jeg ikke leve i forholdet. Han siger så at han stadig har følelser for mig, men at gnisten er væk. Han siger at han ikke er forelsket i mig, ikke har noget videre lyst til mig selvom at vi har været i seng sammen de dage hvor han er endt med at vende tilbage til mig og at gå ud og have sex med andre, da det må være mere spændende. Han siger til mig at hver gang vi går på gaden sammen kan han ikke lade være med at kigge på andre kvinder. Jeg har prøvet at ignorere mange af de nedladende bemærkninger, idet jeg ved at han kun har sagt mange af dem for blot at såre mig for at jeg skal blive rasende. Jeg har nu ikke set ham i snart to uger, eftersom vi er flyttet meget langt væk. Han skulle have pakket mine og vores datters ting sammen og have taget sig af hussalget og andre administrative ting, men han virker egentligt ikke til at kunne tage sig sammen til det. Det var som om at dette vakte interesse, og da jeg efterfølgende skrev i en email at jeg nok skulle sende nøglerne til vores hus, idet jeg jo ikke får brug for dem mere svarede han -det ved man jo aldrig om du gør. Jeg prøver at holde afstanden og ikke kontakte ham, for at han kan få tid til at tænke. Problemet er at mine svigerforældre gerne vil have at jeg kommer med vores datter om 3 uger idet det er hendes fødselsdag. Det skulle eftersigende være helt okay med min mand. Jeg tror dog ikke at så kort tid er nok tid til at han får øjnene op, og overvejer derfor at lade min datter være alene med ham og hans forældre — imens at jeg bor hos en veninde i den pågældende weekend. For mig virker det som om at han har en tidlig 40 årskrise, idet han pludselig tager hele hans liv op til overvejelse : vores økonomiske situation, hans ambitioner, hans forhold til hans forældre, vores forhold etc… Han mener selv at han bør ændre en eneste ting ved ham selv — Alle problemerne skyldes mig. Vil han nogensinde vågne op og indse hvad han har mistet? Med venlig hilsen Nina Hej Nina Sikke dog en kompliceret situation. Men hvor lyder du dog stærk. Det er jo umuligt at spå om, hvorvidt han vil vågne op, for jeg kender ikke hans version og er usikker på, om han mon er deprimeret, for en så tidlig fyrre års krise tror jeg ikke, at det er. Jeg tror snarere, at det at han har følt eller føler sig fascineret af en anden, har fået ham til at tænke over sit liv. Du gør det helt rigtige ved at holde dig og din datter på afstand. Hun savner formentligt sin far, men det vigtigste for hende er at hun har dig, så længe han ikke giver klarere udmeldinger. At de vil holde fødselsdag ed hende, ville jeg umiddelbart se stort på de kan komme til dig, hvis det er vigtigt nok. Og så må du lade ham følgende vide: Mit hjerte og min dør står åben for dig. Gør dig fortjent til at gå ind af den. Giv ham ansvaret for den beslutning, han har truffet. Og en ting er ekstremt vigtig: Hvis han ser det sådan, at det kun er dig, der har fejl og dig, der har andelen i, at det er gået som det er gået, så tøv med at vende tilbage. Han skal se sit eget medansvar, for at det bliver ligeværdigt. Bliv ved at gøre og sige det, der sikrer, at du kan se dig selv i øjnene. Min fantastiske kæreste gennem 2½ år gik for 14 dage fra mig. Det kom helt bag på mig, for mindre end 2 måneder siden, så vi på hus sammen. I bund og grund har vores forhold været ok, vi har selvfølgelig kæmpet lidt med nogle ting, som man altid gør i forhold. Han har altid været den der har givet udtryk for at være mest sikker på os to. Men ja, pludselig en søndag sagde han at han ikke ville mere. Vi har set hinanden nogle gange siden, og vi er altid endt med at have haft sex sammen osv. Jeg kan mærke hvor glad han er for at være sammen med mig når vi har set hinanden. Han siger dog stadig at han elsker mig, og at det er enormt hårdt for ham. Folk og venner siger jo klart at jeg bare skal give slip, og komme videre. Men det er slet ikke det jeg føler at jeg kan eller har lyst til. Jeg føler han er manden i mit liv, også selvom vi stadg er unge 23. Håber du kan give lidt hjælp. For mig at se er der stadig følelser, og at I har sex skønt han har gjort det forbi, fortæller mig, at han godt il det nære og u forpligtigende, men det at forpligte sig formentligt er for stor en mundfuld, også jvf de aspekt at I har haft kigget på hus. Vi kan jo ikke ændre et andet menneskes frie vilje, men jeg læser, at du ikke er klar til at slippe ham. Det kan du naturligvis blive nødt til, men du kan sætte en tidsramme på evt 2 måneder hvor du beslutter dig for at lave de ændringer hos dig selv, som du taler om. Jeg tror nemlig ikke, at det er ord, der skal overbevise ham, men for at bevare din egen værdighed, så vis ham, men naturligvis især dig selv, at du tager opgaven alvorligt og laver de ændringer, du taler om. Men jeg tror på, at hvis det er den store kærlighed, ja så finder I sammen igen. Ellers må du vælge at styrkes igennem denne krise. Græd, når du er ked af det. Hvil, når du er træt. Vær sammen med mennesker, du stoler på Tro på, at der er en vej. Og glæd dig over, at du kan mærke kærligheden. Alt godt, Christel ja nu sidder jeg her igen han var her i dag og sagde at han var splittet og ved ikke hvad han vil han står ligesom med et ben i begge lejre og jeg ville jo sætte stolen for døren, men er ikke stærk nok til at turde gøre det, jeg hæfter mig hele tiden ved det han siger, han er ikke til at blive klog på jeg ønsker jo bare at vi skal finde ud af det igen er så ked af det han siger at vi skal videre begge 2 og så kan vi nok prøve igen og han siger at jeg skal få noget mindre at bo i lige nu bor jeg i en 4 værelses og det har jeg jo heller ikke råd til og når jeg så er flyttet kan vi måske tage den derfra med at prøve igen,han siger også at jeg måske finder en anden, når jeg så spørger ham om han ikke vil være ked af det siger han, at det ville han blive, men han kan jo heller ikke bede mig vente på ham selvom noget i ham har lyst til at bede mig vente jeg er i vildrede, han siger også at han stadig tænder på mig men der er han ikke lige nu har han brug for fred og ro en periode? Jeg ville anbefale de fleste at sige: du ved hvor jeg bor. Gå nu og kom tilbage, når du er klar. Du er meget glad for ham, kan jeg mærke. Og kun du selv ved, hvor mange skuffelser du kan påføres, før du mister håbet. Men jeg ville ønske for dig, at du tror så meget på dig slv og dit potentiale, at du lever sorgen igennem og ikke bare venter. Det er det enkelte menneskes lod at finde vej. Men når hans signaler er så dobbelte, ja så må han finde nogen at tale med om det, eller træffe en ren beslutning. Så jeg håber, at du finder så megen styrke i dig selv, at du giver slip og stoler på, at hvis det er den store kærlighed, ja så finder I sammen igen. Men sæt ikke dig selv på stand by for en splittet mand… Find vejen. Vi var begge lige kommet ud at andre forhold og vi vidste begge hvad vi søgte. Jeg var dengang 37 år og havde et stærkt ønske om at få børn hvilket mine hidtidige kærester ikke havde kunnet beslutte sig for om de ville. M dengang 45 år havde en søn dengang 6 år. Han ville gerne have flere børn. Vi faldt for hinanden og besluttede at få børn sammen. Kort efter blev jeg gravid og vi fik en dejlig pige nu 6 år. Hun blev fulgt af en lillebror nu 4 år. M og jeg havde et rigtig dejligt forhold — selvfølgelig med lidt op- og nedture, men intet alvorligt. For et år siden blev min kæreste fyret fra sit daværende arbejde. Arbejdet havde været rimelig stresset og han havde lagt meget energi i at få tingene til at hænge sammen på arbejdspladsen. Det slog ham nok lidt ud at blive fyret. Efter en periode på 4 måneder fik han et nyt godt job — endda et der ikke giver stress og som levner mere fritid. Vi talte lidt om det jeg har selv prøvet at være arbejdsløs, så jeg kunne sagtens forstå ham , men jeg pressede ikke på for at han skulle tale om hvad der tyngede ham, da jeg selv har det sådan at jeg finder det rigtig irriterende hvis folk hele tiden spørger ind til hvordan det går. M gav også udtryk for at han havde det på samme måde. Ved årsskiftet fik han så det pågældende job som han stadig har. Min kæreste har altid været god til at lægge op til sex, men det holdt han op med et stykke tid efter han var startet i sit nuværende job. Jeg indrømmer, at jeg selv havde så mange bolde at holde i luften på hjemmefronten, at jeg ikke var fuldt opmærksom på det. Dér har min kæreste aldrig taget teten. Lige efter vores sommerferie sagde min kæreste så til mig at han ikke syntes at vores forhold som kærester fungerede optimalt. At det var noget han havde tænkt over meget længe. Jeg blev temmelig rystet og ked af det, for jeg synes selv man i et forhold skal melde ud, når man kan se der er noget der ikke fungerer, for at få det diskuteret i stedet for at ruge over det alene i noget, der nærmer sig et halvt år. Det er jo altid godt at mærke efter hvordan man har det, men jeg følte han var meget langt i processen med at vurdere vores forhold — faktisk følte jeg at han allerede stod med den ene fod ude af forholdet. Nu er han taget op i vores sommerhus et par dage og jeg føler nærmest, jeg er til eksamen. Som om det skal vurderes om jeg kan bruges som kæreste mere. Jeg har — efter hans udmelding — virkelig været obs på vores forhold, men det virker ikke som om han har interessen. Når han går på arbejde om morgenen skal jeg nærmest løbe efter ham for at kunne kysse ham farvel. Når vi har sex virker han ikke specielt engageret — nærmest som om det er ok fordi der er et fysisk behov, der skal tilfredsstilles, men ikke et følelsesmæssigt. Nu sidder jeg så her og tænker og tænker og ….. Jeg har aldrig i mit liv været jaloux hvis mine kærester har haft pigevenner, men set i lyset af det der nu er sket, er jeg begyndt at få en lille mistanke om at han måske er blevet interesseret i en tidligere kollega. Hun har tidligere været kæreste med en af hans venner, og dengang var M meget klar omkring at han syntes hun var følelsesmæssigt ustabil, men de har på det seneste arbejdet sammen om nogle projekter, og det er her jeg nu føler han måske har brugt mere tid sammen med hende end det egentlig var nødvendigt. Og så er der børnene. Jeg mener altid man skal kæmpe for et forhold alt hvad man kan, når der er børn involveret. Jeg kan næsten ikke bære at udsætte mine børn for de omvæltninger en skilsmisse vil give uanset hvor fredelig den kan blive. Jeg kan endnu mindre forestille mig at måtte undvære dem til daglig. Jeg ved tusindvis af familier må gøre det, men jeg finder det simpelthen ubærligt. Jeg frygter virkelig når min kæreste kommer retur efter sin tænkepause. Hvordan får man en mand, der allerede virker som om han er følelsesmæssigt videre selv om han påstår han ikke er det til at indse at man skal kæmpe for sit forhold? Jeg ved der ikke er nogen smart formel og et resultat med to streger under til det her, men jeg har lige så meget skrevet det her for at få luft og se tingene på skrift. Mvh Marlene Kære Marlene Jeg synes, at du skal overveje at planlægge en weekend, hvor du og M kan tage væk og få snakket tingene igennem. Jeg forstår godt, at du er bange for, hvad han kommer hjem med. Og uvisheden kan være endog særdeles svær. Hop ud af eksamensrollen og kig ind i dig selv. Har du haft givet slip på noget af det, du repræsenterede, dengang alt var godt og I havde både nærhed og fortrolighed? Hvis det er tilfældet, så lav din egen lille plan over indsatsområder og fortæl ham om dem, når I mødes, så du ikke bliver for appellerende, men udstråler styrke og overskud og vilje til at ville både dig og jer. Jeg er sikkerpå, at I finder vej. I det kinesiske alfabet, er tegnet for krise det samme tegn som for mulighed. Brug dit fokus på at finde den. Og så, i øvrigt, må kortene jo lægges på bordet med hensyn til den kvinde, du omtaler. Uanset hvad fortæller dit indlæg mig, at det at tale sammen om stort, småt, løst og fast , igen skal blive en del af jeres kultur. Det kan jeg læse, at du også mener. Intet er umuligt, forden der bærer viljen i hjertet. S:Christiansen peger på: Der skal tre ting til i forandringsprocesser: Vilje, Vilje og Vilje Fat mod Alt godt, Christel Hej… Jeg står på den svære side i et forhold… Jeg har været sammen med min kæreste i 10 år og vi har barn osv sammen.. Vi har pga meget hårde tider med stress, sygdom , økonomisk krise mm glemt hinanden og er kommet derud hvor vi faktisk ikke gør noget godt for hinanden mere- man er blevet mere egoistisk, gør ikke noget med mindre man får noget igen.. Selvom min kæreste kysser mig eller kikker på mig er det svært at ligge det had og negative bag mig og finde ud af at elske ham igen.. Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre for at finde det glemte? Jeg føler mig låst fast og være den eneste der ikke kan finde nøglen.. Hvordan finder man gnisten igen når man har det som jeg?? Jeg vil gerne at vi kan få det godt igen. Når der er så meget, der har hobet sig op, er det nødvendigt at du kontakter evt. Derudover må I begynde at have nogle spilleregler, som er fælles og som I begge kan forpligte jer til. Både omkring kommunikation og nærhed. Endnu en forudsætning kan være vigtig. At I er på afstand af hinanden, for at mærke om der er et savn og for at bryde med alle de rutiner og uvaner, der har sneget sig ind. Det er kun det enkelte menneske og par, der ved, hvor længe der er brug for afstand. Nogle får savnet efter en uge, andre har brug for nogle måneder. Mærk efter, kig indad og vid, at vejen bliver til, mens du og I går. Venlig hilsen Christel Jeg er knust. For 14 dage siden begyndte jeg at mærke en forandring hos min mand. Kunne i helt sætte fingeren på hvad det var. Jeg gik ham på klingen og han indrømmede han var i tvivl. Han sagde jeg elsker dig stadig men jeg er træt af konceptet med hus have hunde. At han følte han var væk i alt det her. Han syntes også vi manglede at lave noget kun os 2. Vi har en datter på 9 år vi tog en lang snak og fandt frem til nogen løsninger. Det gik så godt i en uge. Så kunne jeg mærke den var gal igen. Kender ham jo så godt. Snakkede med ham igen hvor han sagde han stadig var i tvivl om det her var det rigtige. Nu syntes han også det var et problem at jeg går hjemme har jeg gjort i de 13 år vi har været sammen. Min første reaktion var vrede jeg sagde så må du jo pakke dine ting og gå….. Så fik han kolde fødder det ville han ikke. Han ville få det her til at lykkeds igen sagde han at han elskede mig jo. Så igen besluttede vi os til at blive sammen. Det ramlede så 2 dage efter jeg brød helt sammen var så bange for at miste det vi har sammen elsker ham så utroligt højt. Jeg fortalte ham jeg var ked af det fordi jeg var bange for at miste ham. Han prøvede at berolige mig og sagde han ville ønske han kunne gøre eller sige noget så jeg fik det bedre og at det var det her han ville. Mandag da han tog på arbejde havde jeg stadig knuden maven og det holdt stik for da han kom hjem fra arbejde sagde han, at han kunne ikke mere, det er ikke det her han vil, vi har ingen fremtid sammen længere. Han har ikke de følelser der skal til, og han vil have en kæreste som arbejder og som faktisk er en helt anden type end mig…. Vi snakkede sammen i 2 timer hvor jeg virkelig prøvede at nå ind til ham men nej. Han pakkede derefter sig tøj og kørte. Har ikke hørt fra ham siden han har ikke engang spurgt til sin datter. Ved han har fundet en lejlighed han kan være i de næste 14 dage. Men hvad nu jeg aner ikke hvad der er sket vi blev gift for 2 måneder siden der var alt godt. Ja det var det også for en måned siden. Jeg forslog parterapi men nej det vil han ikke for det er jo ikke mig han vil mere. Jeg vil ikke kontakte ham men omvendt hvad nu?? Skal huset sættes til salg? Skal vi ødelægge alt vi har bygget op sammen? Jeg aner ikke hvad der er det rigtige og forkerte at gøre nu……. Hej Mithula Tak for dit indlæg Det lader til, at det at skrive, er godt for dig. For imens du skriver, kommer samtlige indsigter til dig. Som du selv er inde på, er det ikke kun kærligheden, men også respekten og tilliden, der er væk. Samt åbenhed og ærlighed, og det er jo nogle af de mest fundamentale værdier. Når de ikke er der, er det sin sag at blive ved. Det er som at bygge en kolos på lerfødder. Jeg tror, at grunden til, at du lider , skyldes flere aspekter. Dels har du ladet dine grænser overskride flere gange. Har levet med ham, på trods af utroskab, løgne og fortielser. Du har formentligt troet på, at hvis kærligheden var stærk nok, ja så skulle det nok gå. Men kærlighed gør det ikke alene. Hvis fortroligheden og inderligheden og den gensidige interesse og dermed prioritering af hinanden, ikke er i spil, har kærligheden trange kår. Det, du har kæmpet for, er blegnet. Idealbilledet om den lykkelige familie er et idealbillede, og virkeligheden står og banker på. Sorgen vil være der i en periode. Græd når du er trist. Og bliv også rasende, så du har noget energi til at tage vare på dig selv og ørnene. Beslut dig for ikke at spilde mere tid. Og skriv, for herigennem tror jeg, at du klart finder en lysere vej, med såvel respekt som kærlighed. Pas godt på dig selv Venlig hilsen Christel Hej Christel, Jeg har noget jeg godt kunne tænke mig at du svarede på. Min kæreste og jeg har været sammen i snart 5år og boet sammen i 4år vi har også en hund som vi begge er glade for. Men tilbage til hendes følelser, Vi snakker om det ca hver 4 dag, fordi der begynder jeg at blive ked af det, da jeg kan mærke indeni at hun er den rigtige for mig og at jeg elsker hende som jeg aldrig har gjort med andre før, og det ved hun og hun stoler 200% på mig og kender alt til mine følelser. Hun siger så selv at hun ikke kan finde ud af sine følelser for mig ven eller kæreste, og hun spøger mig hele tiden om hvordan jeg ved at hun er den rigtige for mig, og jeg svare så at det ved jeg fordi at mit hjerte fortæller mig at jeg virkelig elsker hende og min hjerne siger at hun er den bedste pige for mig. Det tager meget hårdt på mig at jeg ikke ved hvor jeg har hende mere, men jeg har spurgt om det fordi hun vil være singel eller have en anden men det ikke det hun vil siger hun, Hun siger så at hun jo også elsker mig og at hun ikke kan finde nogle fejl i mig mere efter pausen, men at hun ikke ved hvad hun føler, og hvordan hun skal finde ud af dette, hun siger at hun ville ønske at hun havde det på samme måde som mig. Hvad hun kan gøre ….? Vi har talt om at vi begge vil kæmpe for det her da vi har det godt sammen og har minder som vi elsker. Det er jo lidt tid siden, du skrev, så måske er der ikke krise længere??? Vis hende, netop som du bl. Kræv ikke en bestemt respons. Der er intet, der haster. Og når du nu elsker hende for evigt, så når I det jo nok. Det er nu en god tid at gøre noget af det, du evt. Dyrk sport, besøg venner, læs bøger, gå med hunden, ja hvad ved jeg: gør individuelle aktiviteter, så hun kan mærke, hvad der sker i fraværet. Det er rigtigt rigtigt vigtigt. Når du bliver ked af det og bange, så tal med dig selv om, at vilkåret i kærligheden er, at når noget er meget dyrebart, ja så er man naturligvis bange for at miste det. Men så længe du har kontakt med hende, har du ikke mistet hende. Vi må tænke tillidsfulde tanker, når vi er bange. Giv ikke bekymringen næring, for det svækker dig og giver evt. Men tænk ind i, hvordan du kan overraske hende. Er det at massere hendes nakke? Er det at tage et weekendophold et sted? Er det at synge en godnatsang? Det behøver ikke at koste penge, men overraskelser vækker følelserne. Håber, at mine forslag er nyttige. Jeg vil anbefale, at hun selv skriver et indlæg, hvis hun mangler råd. Det er lidt svært for mig at vurdere, hvor hun er rent følelsesmæssigt. Og hun må endelig skrive. Venlig hilsen Christel Hei Christel. Jeg skriver på norsk, håper du forstår? For en fantastisk nettside du har!! Vi var sammen i 6 år, og har opplevd så utrolig meget sammen på denne tiden. Han er min beste venn, og jeg trodde virkelig ikke at dette kunne skje… Vi har hatt tøffe personlige tider begge to, men har holdt sammen igjennom tykt og tynt. Vi har hatt et avstandsforhold i 3 år, vi har bodd sammen på 19 kvm!! Vi ble nesten sammen når vi var 14, men da var jeg ikke klar. Men jeg hadde det oppriktig vanskelig personlig da. Vi hadde ingen kontakt fra vi var 16 til vi var 19. Det var jeg som gjenopptok kontakten. Jeg har vel jaget ham mest i alle år. Dette har jeg alltid visst innerst inne. Allikevel kan jeg ha opplevd usikkerthet i de periodene hvor han ikke greier å gi meg så meget. Jeg forstår nå at denne usikkerheten kommer av meg selv. Noen ganger er jeg ikke like glad i meg selv, og da trenger jeg mer fra min partner. Dette har jeg alltid hatt vanskelig med å si ifra om. Derfor har jeg gått i meg selv og kjent på sinne og frustrasjon, isteden for å snakke med ham. Jeg er tildels skyld i min egen usikkerhet. Allikevel mener jeg at han burde kjenne meg nå, og se hva jeg trenger og hvor vanskelig jeg har for å si ifra om ulike ting. Han er veldig målrettet og karrierebevisst. Han jobber hardt med sine studier, og dette opptar det meste av tiden og livet hans. Som kvinne er jeg selvsagt mer opptatt av relasjoner og å investere tid med de jeg er glad i. Jeg vil også kalle meg en livsnyter, noe som jeg vet at han også egentlig er, men som han har lagt vekk til fordel for sine studier. Han har studert i tre år nå, og har to år igjen. Jeg er redd for at han har mistet seg selv og for at han er meget trøtt… Han har ikke altfor mange nære venner, da han som sagt ikke investerer like mye i disse samt familie. Nå har han skjøvet bort meg også, jeg som kjenner han best. Jeg har vokst så mye på disse seks år. Jeg har forstått at mann og kvinne er to separate individer som deler noe fint isammen iblant , og ikke ett hele tiden. Jeg er ikke redd for å gi mannen frihet, og jeg har også blitt flinkere til å vise meg mer selvstendig og fri. Han sa nemlig at han ikke syns vi gjorde så mye tilsammen lengre. Jeg har sagt at jeg elsker å gjøre ting med ham, men at jeg ikke ønsker å mase på hans studier. Jeg føler altså at han har lagt opp til dette selv. Jeg syns som sagt at jeg har vokst mye på disse seks år, og tilpasset meg ham altfor meget. Jeg kan ikke si det samme om ham. Jeg har jobbet så mye med dette forholdet, og aldri gitt opp! Jeg vet at man må ha tunge tider, og jeg ønsker å dele disse med ham. Jeg syns det er feigt, skuffende og utrolig sårt at han plutselig ikke vil mer. Det kom helt ut av det blå. Han syns det er vanskelig at jeg noen ganger er dårlig på å kommunisere. Spesielt i hans eksamensperioder blit jeg stille og innesluttet. Dette føler han ødelegger hans eksamensprestasjoner. Jeg blir kanskje en hindring for hans ønskede prestasjon? Så da fjerner han meg? Han sier han trenger ubetinget støtte Jeg føler meg ekskludert. Dette ville ikke vært et like stort problem om han bare hadde satt mer pris på meg. Brukt litt mer tid på meg i de periodene hvor han ikke har eksamen. Men det er kun lesing lesing lesing. Han er veldig selvsentrert og har alltid gjort som han ønsket. Jeg ser mine feil, og den største er vel at jeg altfor sjelden har sagt ifra. Jeg har svelget det meste. Kanskje har jeg gitt ham for lite mostand? Jeg gav ham en måneds tenketid, men nu orket jeg ikke mer. Han sa han trengte tid alene. At han ikke kunne gi meg det jeg trengte nå. Og han stoler ikke på at jeg kan forandre meg. Jeg som har jobbet så mye med meg selv!? Og vokst mest av oss?! Jeg ser at han er forvirret. Og jeg respekterer hans valg. Han sa han ønsket å bevare kontakten og kanskje se ting an etter sommeren. Men jeg orker ikke gå på vent i flere måneder. Da vil jeg heller lukke den døren og åpne en annen. Så jeg sa at vi må kutte helt kontakt. Jeg kan ikke være kamerat med en jeg elsker. Jeg har ikke vært singel på mange år, og fortsatt tror jeg ikke at jeg helt har forstått hva som har skjedd. Jeg er veldig rolig innvendig. Jeg er trygg på mine følelser for ham. Jeg vet at jeg elsker ham, og det er det viktigste for meg — at jeg er ærlig med meg selv. Jeg tror ikke vår historie er ferdig, men jeg aner ikke hvordan og når den fortsetter, om den gjør det. Vi hadde et kommunikasjonsproblem, men dette kan jo løses! Om man vil så får man til? Men det nytter ikke å snakke med ham. Jeg tror jeg må forsvinne helt ut av livet hans før han kan kjenne på hva han virkelig føler? Han sendte meg melding igår og sa at han var lei seg for at han hadde såret meg. Og at han bare trenger tid. Men han har jo allerede dumpet meg? Skal jeg svare på denne meldingen? Skal jeg overse ham og gå videre? Hva tjener jeg best ved å gjøre? Og hva tror du har skjedd med ham? Og hvor formulerer du dig præcist. I hvert fald skal du vide, at dit kommunikationsproblem ikke er på det skriftlige område. Og det leder mig hen til mit svar på dine gode spørgsmål: Jeg synes, at du skal skrive til ham. Ikke på sms, for det er ikke et godt medie til vigtige og alvorlige temaer, men på brev eller mail. Ikke fordi du skal ud og finde en anden, men fordi det er uværdigt. Respekt for at han har brug for at tænke og mærke, men så skal tingene heller ikke blandes sammen. Så skal der afstand til. Så han kan mærke og se på sit liv og finde ud af, om han savner og vil gøre det, han kan, for at nærme sig dig igen. Så mit råd er, som du selv er inde på: cut helt, men ikke uden en forklaring. Jeg tror, at den bedste helingsproces sker uden forstyrrelser. Vi væltes alle sammen, indimellem, og så er det måder, vi rejser os på, der kendetegner os som mennesker. Hvis det er den store kærlighed, vil I finde sammen igen. Også selvom der måtte være andre partnere i mellemtiden. Så kære du: hvad er der mon sket med ham? Nogle mænd mister gnisten og troen, fordi de når til et sted i deres liv, hvor de sammenligner sig med jævnaldrende og føler, at der er noget, de mangler. Og at de, for at være tro mod sig selv, må prøve dette af. Nogle mænd mister gnisten, fordi de har for meget om ørerne og ikke forholder sig til den utilstrækkelighd, de indimellem føler og derfor skyder skylden på kæresten, for det er jo den, der er tættest på og derfor meget bekvemt at gøre. Jeg tror, at der er grunde i hver persons historie til at reagere, føle og tænke som de gør. Men hold fast i, at du ikke vil stå på stand by. Og bliv ved at vokse og find især ud af, hvad du fremover ikke vil gå på kompromis med. Selvfølgelig må man også tilpasse sig i et parfohrold, men når alt kommer til alt, må vi gøre det, der gør os mest tilpas. Held og lykke Og skriv endelig igen, hvis du har flere spørgsmål. Tak for dine søde ord om min side. Venlig hilsen Christel jeg er dybt ulykkelig, enormt såret og kan slet ikke se et håb, jeg elsker min mand, vi har været gift i 16 år, har 3 børn imellem 11 og 17 år. Hej Og mange tak for dit bedrøvelige indlæg. Giv ham mulighed for at tage væk. Lad være at have kontakt imens. Men overvej at insistere på, at han går med til parterapi mindst 3 gange. Fordi I skylder hinanden at få dette talt igennem. Og skylder hinanden ikke at lave hovsaløsninger. Kan godt forstå, at planlægning har været nødvendig. Når I nu har de tre børn og så meget sammen, ser jeg at jeres situation handler om at få stoppet op, trukket vejret og mærket efter. Sammen og hver for sig. Og kan man sige, at det er nogens skyld? Det er en kæde med mange led, et parforhold. Men jeg læser din mail som, at han har brug for ro. Og lad ham da endelig få det. Han kan bare tage af sted. Dog vil jeg anbefale dig at få ham til at kigge dig dybt i øjnene og svare på, om han har mødt en anden, som han har følelser for? Og få en god forklaring på, hvorfor han melder forkert ud på Facebook. Min erfaring er, at fortielser og løgne ikke er vejen frem, — snarere åbenhed og fortrolighed. Venlig hilsen Christel Hej Christel, Jeg er i en meget ulykkelig situasjon. Jeg har vært gift i 21 år og vi har 2 børn sammen på 15 og 18 år. I hele vårt ekteskap har det vært en sterk ubalanse i den intime delen av samlivet. Der han ikke har kunnet og ikke har hatt lyst og jeg har hatt overskudd av lyst. Jeg har tatt dette opp mange, mange ganger og det har vært stor fortvilelse fra min side da jeg har følt meg avvist, lite attraktiv og også fått et lavt kvinnelig selvbilde ettersom jeg ikke har klart å tenne mannen min. Forøvrig har vi kommuniseret bra, vært gode venner og fantastiske som foreldre sammen. Så for 3 år siden treffer jeg en mann og blir hodestups forelsket. Han var også gift men i et ulykkelig ekteskap. Je likte alle sidene ved ham, det var full match på både det emosjonelle, intelektuelle og kroppslige. Jeg prøvde å bruke disiplinen og klarte å la være å innlede noe seksuelt før det var gått et år. Siden har det bare blitt mer og mer intenst. Nå har dette pågått i snart 2 år og jeg holder på å tæres innvendig. Jeg kjenner ingenting for min mann vedrørende det kroppslige. Denne andre mannen sliter med å ta steget ut i skilsmisse men kan ikke forplikte seg til noe nytt med meg før han er fri. Jeg kjenner på en stor sorg i forhold til å forlate det jeg har men også å bli der er svært tungt. Min mann sier han nå vil ta tak i det seksuelle men jeg har ingen tro på at dette skal forandre seg etter 20 år… Jeg har fortalt ham om den andre, om forelskelsen men ikke at jeg har forsatt forholdet. Jeg kjenner meg fullstendig som i oppløsning. Er svært ulykkelig og har mye angst. Er svært redd for det ukjente og for ensomheten om jeg velger å gå. Synes jeg mister så utrolig mye ved begge valgene, det er et uløselig dilemma. Hjertet og kroppen vil denne andre mannen, men det er et høyst usikkert kort. Logikken og hodet sier jeg skal bli og verdsette vennskapet, historien vår, barna og også forsone meg med at jeg ikke får levd ut det seksuelle livet med min mann. Problemet er at logikken vel alltid vil tape for følelsene og at det blir vanskelig å mobilisere en vilje til å forsette ekteskapet. Venlig hilsen Trine Hej Trine Tak for dit indlæg. Dit dilemma er svært, men ikke uløseligt. I et dilemma må vi søge den mindst dårlige løsning og gøre det til den bedste. Som jeg læser din situation, tænker jeg følgende: Flyt for dig selv. Det betyder ikke nødvendigvis, at I skal skilles, du og din mand. Men at I må blive separerede. Du må få al den ulyksalighed, du har følt igennem årene, på afstand og finde ud af, om det mon er så slemt at være alene. Og så finde ud af, om ham du er så glad for, også er klar til at tage springet. Tag ansvar for din egen lykke. Når kærligheden banker på vores dør, må vi åbne den, og det har du jo gjort. At din mand nu siger, at han vil gøre noget ved jeres sexliv, er selvfølgelig fint nok, men meget sent. Det, jeg tænker mest på, er at du laver en splittelse indeni dig selv ved at blive i denne uafklarethed. Og det er farligt på sigt. Sørg for at træffe den beslutning, der gør, at du kan se dig selv i øjnene og være i kontakt med dit hjerte. Det er jo det, der pumper hver dag og holder dig i live. At turde er at miste fodfæstet for en stund. Ikke at turde er at miste sig selv. Venlig hilsen Christel Hej Christel. Tusind tak for dit svar. Jeg er virkelig glad for at du vil bruge din tid på det her, allerede nu har du sat en masse tanker i gang. Jeg er ked af hvis det her bliver lidt langt. Jeg har brugt rigtig meget tid på at tænke over alt det her. Som sagt skete det hele jo i fredags, og det har virkelig været en turbulent weekend. Lørdag tog vi ud for at handle, men jeg var meget ked af det, og kunne slet ikke samle mig om det. Så da vi kom ud i bilen begyndte jeg at græde, og så begyndte han også at græde, og der dukkede der nogle følelser op igen, og han sagde at han ikke forstod hvorfor han ikke havde kunne mærke dem noget før. Han skulle til koncert om aftenen med en ven, og jeg skulle læse til eksamen. Da han var taget afsted kunne jeg ikke holde ud bare at sidde hjemme, så jeg tog ud til min søster, og blev der natten over. Det kom meget bag på ham, og selvom han var taget videre i byen, ringede han flere gange til mig i løbet af natten, og sendte mig til sidst en sms, hvor der stod at han aldrig ville undvære mig. Da jeg kom hjem søndag sagde han at han havde savnet mig rigtig meget, og nu troede han endnu mere på det, men han kunne bare ikke forstå hvorfor de følelser ikke havde vist sig noget før. Så han ville stadig gerne se hvordan han havde det når han var væk fra mig igen, altså se tiden lidt an. Lidt turbulent først at få at vide at han har savnet mig meget, men stadig ikke er sikker. Det kan jeg ikke forstå. Samtidig bliver jeg også enormt bekymret for om følelserne bare bliver glemt igen i løbet af ugen. Resten af søndagen gik med at ligge i ske og have sex og den slags lysten har han i hvert fald ikke mistet. Faktisk har han opført sig helt normalt, udover at han har sovet rigtig meget mens han har været hjemme. Jeg har nærmest ligget søvnløs. Det har også været lidt mærkeligt at skulle forholde sig til hinanden oven på det her. Jeg brænder efter at få nogle svar, men skal samtidig give ham plads, så hele stemningen mellem os har været lidt akavet. Jeg ved slet ikke hvordan jeg skal opføre mig. Jeg bebrejder ham ikke for gerne at ville afsted denne gang, og få det hele lidt på afstand, men hvad nu hvis han glemmer der hele igen i løbet af ugen? Mandag er han så taget afsted igen, og kommer først hjem igen på næste mandag. Han tog afsted med en positiv følelse, og sagde at det så meget lyst ud. De sidste to dage har vi også snakket lidt i telefon og han kan lige nu slet ikke samle sig om at være sammen med sine venner. Han er sammen med dem nogle timer, og tager så hjem fordi han er træt. Jeg har reageret lige modsat, og har været sammen med mange mennesker siden, hvilket bestemt ikke er noget jeg plejer. Jeg plejer at planlægge min tid efter hvornår han er hjemme, og så ser jeg nogle veninder en gang i mellem. Jeg har ikke så mange af dem, fordi jeg lidt har følt at jeg havde lyst til at være sammen med ham. Men det kan jeg bestemt godt se nu, at det skal der laves om på. Jeg skal have mit eget netværk, som han ikke kan tage fra mig. Og som du ganske rigtig siger, så skal jeg lade op andre steder. I det hele taget har den sidste tid været meget præget af at det hele er planlagt, da jeg har haft nogle store eksaminer jeg skulle til, så jeg har virkelig måtte tilrettelægge min tid når han har været hjemme. Men derfor har vi stadig set film om aftenen eller taget i biografen, loppemarked eller lignende. Dog er jeg nok kommet til at give udtryk for at det ikke er det bedste tidpunkt han er hjemme på, når jeg læser til eksamen. Jeg har et meget krævende studie, der kræver meget læsning, det har han ikke, så på det punkt er vi meget forskellige. Det fylder rigtig meget, og det har også været det som jeg har snakket om i telefonen, fordi det fylder så meget for mig. Desuden har sex ikke været det jeg har haft mest lyst til, så det har nok mere været en pligt, ligesom at han har følt det lidt har været en pligt at komme hjem. Jeg har fundet ud af at det ikke helt har stået på i 2 mdr, for når jeg spørger tilbage i tiden, er det ikke længere tilbage end til starten af april. Jeg har tænkt meget over de ting du skriver. Jeg tror ikke det er noget med arbejdet, for han er meget glad for at være der hvor han er. Jeg tror heller ikke han har en anden, for så ville han have sagt det til mig. Det med at stå på egne ben ved jeg ikke, for det gør han jo til daglig, men derfor kan det jo ikke udelukkes. Han har al den frihed han vil have, det er altid ham der ringer til mig, og jeg har aldrig stået i vejen for noget han rigtig gerne har villet. Jeg ved vi har fælles fremtidsdrømme, men jeg tror du har helt ret i, at vi mangler at lave noget andet sammen end parmiddage, famliebesøg, biografture og se film i sofaen. Som han selv har sagt nogle gange inden alt det her , det betyder jo ikke noget at jeg er der, jeg skal jo bare lave mad til dig fordi jeg ikke selv kan finde ud af det , og det har jeg måske været tilbøjelig til at give ham ret i. Så måske er han blevet lidt skræmt af at det skal være sådan hans liv ser ud fremover, hvilket bestemt ikke blev bedre af at vi så en film sidst han var hjemme om en mand der gik fra sin kæreste efter 10 år, fordi det var for trivielt. Jeg er altid til rådighed når han ringer, jeg er altid til rådighed når han er hjemme og jeg bliver altid glad når han kommer hjem. Nu er han så tilbage i sin hverdag, og jeg er i min. Jeg prøver at være rigtig glad når jeg snakker i telefon med ham, og vil ikke spørge ind til hvordan det går med os, selvom det æder mig op indefra. Men jeg synes han skal have fred og ro til at tænke over det, og ikke en der hele tiden afkræver ham et svar. Mine tanker går bare på om de følelser der lige pludselig kom igen, så bare kan forsvinde, når han ikke ser mig en uge, og han så kommer hjem på mandag og har mistet det hele igen, og så er det bare slut. Han afslutter telefonsamtalerne med at sige at han stadig elsker mig, og jeg spørger lidt i sjov om han nu er sikker på det, og så siger han ja det tror jeg. Jeg har bare svært ved at forstå hvordan han ikke kan vide det, når nu følelserne dukkede op igen, og han for første gang i lang tid virkelig savnede mig. Jeg vil virkelig gerne ændre det her. Vi skal noget mere ud sammen, og have masser af god sex, men det kræver at han ikke giver for hutigt op. Måske har vi været for dårlige til at pleje det, fordi det har fungeret fint indtil nu. Jeg ved det ikke, men jeg ved at der bestemt også er kommet noget positivt ud af det. Jeg kan virkelig mærke nu, at det er her jeg vil være, men samtidig er jeg også blevet opmærksom på, hvor meget jeg selv skal have et netværk, for ellers bliver jeg lige pludselig for skrøbelig. Det nytter ikke noget at bygge det hele op omkring ham, og altid være til rådighed. Jeg skylder mig selv mere end det, og skal virkelig til at tage ansvar for mit eget liv. Lige nu er det så nyt, og det svinger meget mellem at jeg synes det ser positiv ud, til jeg er helt nede i kulkælderen, og slet ikke kan se hvordan han nogensinde skal kunne få de følelser rigtigt tilbage igen, slet ikke når man kun ser hinanden en gang om ugen. Så enden på den her lange stil er spørgsmålet om hvordan jeg skal forholde mig til det her, og hvordan jeg skal agere over for ham? Endnu en gang tusind tak for din hjælp. Venlig hilsen Lilo Hej Christel. Hvor er det fantastisk at man kan hente hjælp her. Jeg har den sidste tid kunne mærke på min kæreste gennem 7 år, at der var noget galt. I aften spurgte jeg ind til det, og han sagde helt uventet at han havde mistet nogle følelser for mig. Vi er begge i midten af tyverne og fandt sammen lige efter gymnasiet. Siden er vi flyttet sammen, men de sidste 3 år har vi været en slags weekend kærester, da han måtte flyttet for at tage sin uddannelse. Det har fungeret rigtig fint, han hygger sig med sine venner når han er væk, og har al den frihed han vil have. Når han så er hjemme har vi det også rigtig godt, og laver en masse ting sammen. Vores sexliv er der ikke noget i vejen med, vi har det sjovt sammen og kan snakke om alt. Derfor blev jeg også væltet fuldstændig af pinden, da han her til aften sagde at han i de sidste 2 mdr. Han har før, og det har jeg i øvrigt også haft sådan en periode, men ikke lige så slem som nu. I hele 2011 har vi ikke set så meget til hinanden da studierne ikke har tilladt det og han har derfor været meget sammen med sine venner. Han siger at han i den sidste tid ikke har haft den samme lyst til at ringe til mig eller komme hjem til mig, og at han føler at jeg har flere følelser for ham, end han har for mig. Sidste gang han var hjemme glædede han sig faktisk til at komme tilbage. Men det er så her jeg bliver forvirret, for i nærmest samme sætning siger han at han glæder sig til vi skal på sommerferie. Jeg kan sagtens se at man kan vokse fra hinanden, specielt når man lever 2 forskellige liv. Men vi har jo altid kunne få det til at hænge sammen alligevel. Vi har snakket længe om det og er blevet enige om at se tiden lidt an, da ingen af os er villige til smide alt det vi har på gulvet. Vi synes begge to at vi er rigtig gode sammen, men han er ikke sikker på om han er sammen med mig af vane og synes at det hele er blevet lidt en rutine. Jeg kan simpelthen ikke forstå hvordan man bare kan miste følelser, når der ikke er noget i forholdet der har ændret sig. Udskyder han bare en beslutning, der er uundgåelig? Kan det overhovedet lade sig gøre at finde sine følelser igen? Jeg er simpelthen så forvirret lige nu, for han siger ikke nej, men han siger heller ikke ja. Hvordan skal jeg forholde mig til det her? Jeg synes det ser lidt sort ud. Venlig Hilsen Lilo Hej Lilo Tak for dit indlæg. Jeg kan godt forstå, at det var en rystende besked at få for dig. Og hvad skyldes denne svingning i intensitet mon? For umiddelbart er der jo meget, der virker imellem jer, hvis jeg forstår din beskrivelse ret. Som du jo er klar over, er det din version, jeg læser. Måske ville det lyde helt anderledes, hvis din kæreste skulle beskrive, hvad der foregår. Jeg tænker, at der er en personlig historie bagved, hver gang et følelsesmæssigt niveau ændres. Og her er det jo din kæreste, der har sin historie med hensyn til, hvad der er sket og ikke er sket, og som har haft indvirkning på jeres forhold. Din kæreste kan have fået følelser for en anden, — eller savne oplevelsen af at stå på egne ben. Der kan være mange andre grunde. Jeg har indtryk af, at I er gode til at tale om tingene. Tal ikke det hele ihjel, men sørg for at du også lader op på andre måder end i hans selskab. Jeg krydser fingre for, at kærligheden vinder. Så måske er det her, at indsatsen skal lægges. Skriv endelig igen, hvis du har behov. Alt godt, Christel Hej Christel! Jeg har det problem at jeg har mistet gnisten, jeg føler selv at årsagen er dette, hvilket jeg alt sammen har nævnt for min kærste flere gange, både med og uden tårer : Jeg føler jeg mangler noget der knytter os sammen, jeg har foreslået at vi ku gå til dans, fitness, madlavningskursus, købe en kolonihave… ingen af delene gider han. Jeg er begyndt at sukke efter andre fyre og kan ikke lade være med at flirte groft med f.